Strækninger på Tau-vejen som pilgrimsrejsende

Indtil videre har mine strækninger set således ud:

1. Arezzo (med fly til Lufthavnen Rom-Fiumicino, med tog til Roma Termini, videre med toget fra Roma Termini til Arezzo, er fremme sen eftermiddag) 11/7-2013 

2. Arezzo - La Verna (med toget til Bibbiena, derfra videre med bus til La Beccia, hvor jeg går op til Sanctuary of Le Verna ca. 2 kilometer)

3. La Verna - Chiusi Della Verna - 3 kilometer pga ekstra dag i La Verna 

4. Chiusi Delle Verna - Pieve Santo Stefano - 18 km, bjergvandring

5. Pieve Santo Stefano - Passio Di Viamaggio,  13 km, bjergvandring med besøg hos Eremo di Cerbaiolo (6 km) 

6. Passio Di Viamaggio - Sansepolcro, bjerg og landevejsvandring, 24 km, besøg Montecasale

7. Sansepolcro - Citta di Castello, bjerg og landevejsvandring, 27 km, fra Citerna kan man følge "Via  Francigena di Francesco" til Assisi, da det er samme rute som min Tau-rute. 

Citerna

8. Citta di Castello - Pietralunga, 29 km, smuk landevejsvandring i bjergene

9. Pietralunga - Gubbio, 28 km, meget flot bjergvandring

10. Gubbio - Biscina, 22 km smuk bjergvandring

11. Biscina - Assisi, 27 km, smuk bjergvandring

12. Assisi - hele dagen 

13. Assisi - Spello, 24 km, bjergvandring

14. Spello - Trevi, mest by og landevejsvandring, dog lidt uden for stor vej og byen 

15. Trevi - Spoleto, 18 km, landevej og byvandring, en anderledes dag. Det er første gang på denne tur, hvor man virkelig kan mærke byer, biler og mennesker blandes med naturen.  
16. Spoleto - Romita di Cesi, 28 km 
17. Romita di Cesi (La Romita) - Collescipoli, 15 km, gennem industrikvaterer, yderkanten af Terni. Jeg vil dog mener at strækningen er 20 km, da ruten er ændret og det tager ca. 5 timer uden store pauser. 
18. Collescipoli - Arezzo. Vandrer til Terni og videre med tog til Arezzo med skift i Fogliano. 

27/7-2013: Collescipoli

27/7-2013

Jeg tager afsked med Bernardino. Han bruger begge hænder til at holde fast i min hånd. Han siger en masse på tysk og italiensk, men jeg kan ikke fange ordene. Nogen gange er det sådan at det siver ind lidt senere og giver mening. Men der er faktisk ingenting jeg kan fatte lige nu. Jeg er nødt til at hive min hånd til mig igen, da han åbenbart ikke har i sinde at slippe!  Han griner medens jeg tager afsked med de andre og da jeg turen kommer til den tyske frivillige medhjælper, får jeg et glimt af våde øjne. Jeg tænker "tag hjem til dit barnebarn". Det er somom hun forstår mig. Hun kysser og krammer mig. 

Jeg går fra La Romita ud på lille smal bjergsti mellem ældgamle egetræer og store klippestykker overgroet af smuk mos. Det går stejlt nedad og stien består af små løse sten. Jeg må virkelig tage mig i akt. De gule pile er ikke særlig iøjenfaldende, men de er der hist og pist.

Ældgamle egetræer og klippeblokke overbegroet med mos

Efter et par timers nedstigning kommer jeg til en landevej og en BAR. Jeg er tilbage i civilisationen. I dag går turen til Collescipoli. Det er godt jeg ikke ved, hvad som venter mig. Vejen ender nemlig ved en motorvej, som jeg skal krydse! Der er vejarbejde på den nærliggende bro, så den er spærret. Der ser heller ikke ud til at være en tunnel-passage. HVAD NU?
Efter at have vandret rundt om mig selv, kommer løsningen ufortrøden til mig. Jeg må krydse den motorvej. Jeg svinger mig over rækværket til motorvejen, og tro det eller ej, i disse øjeblikke er der ikke en eneste bil hverken i højre eller venstre side af kørebanen. Jeg går bare over, kravler op af en skråning på den anden side uden nogle problemer eller besvær. I løbet af tre minutter står jeg på den anden side af motorvejsbroen. Sørme så, lige der foran mig på et rækværk er den gule pil - min vejviser :-) YES

Nu går turen gennem industrikvaterer i yderkanten af Terni. Solen bager, ingen skygge. Guidebogen er misvisende i forhold til de yderst sparsomme gule pile. En cyklisk stopper op for at tilbyde mig vand og siger at jeg skal tage hat på. 

Endelig når jeg til mit hostel. De har lukket på grund af siesta, men jeg kan stille min rygsæk og komme tilbage senere. Sveden drypper af mig og alt mit tøj er vådt. Mit hovede er varmt. Efter at have sundet mig lidt over den vældige kontrast fra freden i bjergene til storbyens industri, beslutter jeg mig for at gå til storbyen Terni, som ligger ca. 4-5 km fra Collescipoli.  Så kommer det til mig! Jeg VIL ikke gå længere. Jeg må stoppe nu. 

27/7-2013: Afsked med La Romita

27/7-2013

Det gælder for mig om at komme hurtig ud af sengen. Jeg vil gerne have morgenmaden med før dagens vandretur. Der er ikke andet at gøre end at vente på at de andre står op. Bernardino fjoller rundt på gangene. Han spiller lidt klokkespil og synger "buongiorno, buongiorno". Det er måden han vækker sine gæster på i La Romita i dag. Det siges, at han på forskellige måder vækker folk. Jeg møder ham på gangen, men jeg kan ikke se ham tydeligt på grund af modlys. Jeg fornemmer, at der heller ikke er noget at se. Han har vandret med tunge skridt den halve nat rundt i gården og klapret med dørerne.  Hundene følger ham lige i hælene. 

Jeg går ned til grotten i morgenlyset for bedre at se Frans af Assisis kontemplationssted. Det er virkelig en stejl bjergskråning, men jeg må se det sted an igen. Jeg må mærke ånden på stedet her, jeg må vide om the spirit is here :-) 

Det er ikke noget rart sted. Hvorfor sidder Frans mon her? Hvorfor skal det være så afsides, så mørkt, så skjult, så isoleret fra omverdenen, så langt væk fra andres rækkevidde. Hvorfor? 

Jeg forsøger at forstå, klokkerne ringer over hovedet på mig. Det er La Romitas kirkeklokke. Bernardino kalder til morgenbøn. Men jeg er optaget af disse spørgsmål. Jeg går helt hen og ind i grotten. Der er lige plads til at kunne sidde der. Dagslyset er ved at trænge sig på og nå helt inde i grottens dyb. Der er alligevel ikke så mørkt, som antaget. 

Der er bare et eller andet som der ikke skal være.  Bernardino har været her, tror jeg. Den samme underlige energi som i kapellet oppe ved La Romita ved siden af den lille kirke. Der mangler "the spirit of Frans af Assisi". Det gør der altså. Jeg kan simpelthen ikke lide stedet og det er virkelig et paradoks for mig, da her er eventyrligt smuk. Hvorfor lader jeg mig påvirke af denne Bernardino, som engang var franciskaner? 

Jeg begynder lige med et', at forstå.  Det er ikke tilfældigt at jeg står her, medens klokkerne ringer over mit hovede. Det er ikke tilfældigt, at jeg forsøger at komme væk herfra hurtigst muligt. Det er ikke tilfældigt, at jeg er nødt til at have denne oplevelse med for at forstå "the spirit of Frans". 

Der er ikke noget som er tilfældigt. Grotten er det fysiske bevis på hvorledes man kan finde hjem i sig selv. Ind i sit selv og møde Selvet. Det kræver visse fysiske omstændigheder. Det som er på dette sted. Det sted findes inde i een selv. Det virker utilgængeligt. Men det er det slet ikke. Det begynder så og sige at ringe for mine ører. Eneboeren/eremitten Bernardino har præcist ringet med den fysiske kirkeklokke, i det øjeblik jeg begynder at lytte indad. Dagslyset begynder at trænge ind i grotten på samme måde som det begynder at dæmrer for mig eller skal jeg sige, begynder at kunne skimte lyset i hele dette mysterium. La Romita er præcis som det skal være. Det er kun min oplevelse af stedet. Det er det som jeg kommer for og som er min personlige vej. Alt er præcis som det skal være. Dog vil jeg gerne videre og reflektere yderligere over dette mysterium. Måske er Bernardino slet ikke nogen galning :-) 

27/7-2013: En smuk fredsvej. Kan vi lave en NY reformation bestående af FRED OG KÆRLIGHED TIL VERDEN

27/7-2013

Jeg ligger i sengen her i Collescipoli. Min iPad spiller smukke toner ud i sovesalen. Jeg er alene. Mit blod koger af varme. Jeg er overophedet, men har hverken hovedpine eller smerter af nogen fysiske karakterer. Der er TOMT indeni mig. Jeg skiftevis lukker og åbner øjnene. Med åbne øjne ser jeg på den samme lille plet, som jeg egentlig slet ikke registrerer. Jeg er på tankeplanet. Jeg har taget en afgørende beslutning. Vandrerturen må stoppe her. Jeg har gået og gået. Været vidne til mange ting, fået mange erfaringer på ganske kort tid, mærker "the spirit of Frans", jeg har mødt en masse mennesker på den første halvdel af turen til Assisi, blevet hundset rundt med af nonner og munke. Lige nu orker jeg ikke flere konfrontationer af hverken den ene eller anden slags. DET ER SLUT. Jeg er lettet over min beslutning. Efter 9 ugers pilgrimsrejse gennem tykt og tyndt, op og nedture i bjergene, og måske også i mit sind, må der på et tidspunkt komme en naturlig behov for at stoppe. Der har været mange kommunikationsvanskeligheder, da der ikke er særlig mange engelsktalende italienere. Jeg har fundet mig i mange ting, som jeg normalt ikke ville gøre. Jeg har virkelig været ydmyg, enfoldig og lydig, præcis som en ægte francikaner. Det har ikke vækket sympati mange steder. 

Hvis jeg kan, vil jeg lave en ny verdensorden, en ny smuk fredsvej, en helt ny usædvanlig smuk forening af alle trosretninger. Jeg vil lave en reformation bygget af kærlighed. Det har vores skønne moderjord brug for.

Dette billede hang hen over mig sent, Billedet titel hedder "the first kiss"

Der vil komme mange eftertanker om denne tur som jeg vil tilføje. Der mangler dage på strækningen som endnu ikke er indskrevet. Jeg håber flere vil lade sig inspirere til at gå denne tur fra La Verna til Assisi. Jeg står meget gerne til rådighed for informationer. Jeg vil endog gerne gå turen igen som guide for andre.

26/7-2013: The Spirit of Frans af Assisi er fraværende i La Romita for mit vedkommende.

26/7-1013

Natten i La Romita er anderledes. Jeg kan høre Broder Bernardino, som han kaldes, rende rundt i nattens mørke. I aftes fortæller en af de andre mig at Bernardino er blevet smidt ud af francikanerordenen. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg gætter på at det skyldes ulydighed fra Bernardinos side. Det er noget vildskab over denne mand, en vildmand i bjergene. Ikke at jeg tror at han kunne gøre andre fortræd. Hans ide' om at genbygge stedet er fin og det kræver resourcer. Hans venner har hjulpet ham med at istandsætte det. Spørgsmålene for mig er i hvilken ånd, har Bernardino genopbygget stedet? Er det fordi han ønsker sig et sted at bo og vise frem eller er det fordi at han vil bevare The spirit of Frans at Assisi? Jeg tror det første og at han under dække mener det sidste. Det er her at energien går skævt i min verden. Det harmonerer ikke med stedets ellers så smukke miljø. 

Jeg bryder mig heller ikke om at der serveres tyske bratwurst-pølser. I min verden skal stedet bygges med økologi for øjet, vegetarisk mad, vandforsyningsordning og masse af meditation/ kontemplation. Idræt af en slags og beroligende musik. Det er nogle af de ting som mangler. Den kvindelig mdhjælper har for mange gøremål med at varte op. En italiensk mand hjælper også til i det daglige og er nok Bernardinos trofaste højre hånd. Han passer dyrerne og haven. Han virker meget rar, men er en smule for overbegroet af Bernardinos sære luner. Hundene som går rundt her, er ikke velplejet. Det er et tegn på manglende hygiejne. 

Jeg spørger den tyske kvinde om hun ikke savner Tyskland. Det gør hun, hun vil gerne se sit lille barnebarn. 

Jeg har stor lyst til at sige til hende at hun skal lytte til sine behov, men vil ikke blande mig. Bernardino kan ikke lide mig og har det godt med at jeg tager videre. Han ved, hvad jeg mener om ham. Jeg er sikker på nu, at jeg på forhånd har en viden om stedets energi og derfor ikke har den store lyst til at drage videre fra Spoleto. Der er også årsagen til at jeg må videre. The Spirit of Frans af Assisi er fraværende i La Romita for mit vedkommende. 

Der er stor forskel på energien i La Romita og La Verna (stedet hvor francikanerordenen har større dybde). Der er forskel på de to eremitboliger, som jeg beskrevet. Det første sted hvor jesuitten bor. Manden med rosen og nu dette sted med vildmanden, der har givet sig selv gurustatus. 

26/7-2013: Romita di Cesi

26//7  2013

Jeg vågner op på det Youth Hostel som er nattens logi i Spoleto. Ingen nonner og munke. 

Det er et dejligt sted at bo og jeg ved faktisk ikke om lysten til at gå videre stadig er tilstede,  men nu har jeg jo besluttet mig for at vandre op i bjergene. I dag bliver en udfordring. Det ved jeg på forhånd. Der er kun mig og mine "usynlige hjælpere", som forsøger at guide og beskytte mig. Det er hvad jeg har valgt at tro på i dag :-)

Hele morgenen går jeg ud af byen af en trafikeret bred landevej. Det er efter bogen. Efterhånden bliver trafikken mindre og mindre, landevejen bliver til en lille smal vej der snor sig op af bjergene. Jeg bliver mere og mere klemt inde mellem bjergene. Naturen bliver smukkere og smukkere. Jeg er lidt irriteret over morgenens start blandt biler. Det er et  hårdt underlag af asfalt at gå på. Men nu begynder jeg at give slip for startsstrabadserne.  Da jeg har gået 2/3 dele af dagens strækning, står jeg på en bjergtop med udsigt over store vidder. Jeg kan se hvorlangt jeg har gået. Indtil videre er alt vel. Der er en lille by her og en BAR. Jeg snupper mig et hvil, en kop kaffe og en is. Læser lidt i min guidebog og efter et stykke tid går turen videre. Min vej viser væk fra landevejen og jeg går nu op af en smal sti i bjergene. Der er nogle få gule pile malet ind på nogle sten på stien. Den gule farve er ved at være slidt af flere steder. Der kommer små sideløbende stier, men det lykkes mig at finde en lille gul pil hver gang at der er flere valgmuligheder. Jeg er væk fra  alfarvej, ingen civilisation, her er kun små puslende lyde i skovbrynet, cikader fra egetræerne, noget stort bliver forskrækket og løber sin vej. Måske det er et vildsvin? I min guidebog er der ingen anvisninger. Jeg må følge de små tegn fra slidte gule pile, stier der virker mere tilgængelige end andre. Efter et par timer, så dukker La Romita op. Et stort hus - eremitboligen, som en franciskaner har genopbygget i vor tid. Her har Frans af Assisi også været. Der er her han slår tonen an til "solsangen". Her er meget smukt. Et kæmpe fyretræ står midt i gården. Her er primitive forhold. Badet foregår fra en slange der er tilkoblet en tønde, hvor solen har opvarmet vandet. Drikkevandet er transporteret herop. Der er en meget stor have, med alverdens blomster og grøntsager. Dyr af forskellige slags.

Smukke La Romita med sit store fyretræ midt i gården og
 kirken ude til venstre i billedet

Jeg går ind i det kapel, som Frans har beskrevet i nogle af sine breve. Der mangler noget. Jeg kan ikke finde ud af hvad det er. Der er uforklarligt for mig lige nu. Hvad er det, det mangler? 

Kan Frans havde befundet sig her? Jeg er i tvivl. Der er ikke nogen stor dyb respekt fra min side trods stedets skønhed. To pilgrimme er på vej videre, da jeg ankommer. Broder Bernardino, ejeren af boligen, er ikke at se. En hjertelig kvindlig tysk frivillig medhjælper, viser mig til rette. 

Jeg ved allerede nu, at jeg må videre i morgen, selvom flere vælger at blive en ekstra dag her. 

Der ankommer gæster som er kommet for at hjælpe til med at arbejde på stedet. En af dem viser mig en anden grotte hvor Frans har siddet i kontemplation. Der er noget ved den grotte. Et mørkt lille sted inde i en snæver klippehule.  Men jeg ved endnu ikke hvad det er, der gør, at jeg ikke vil være her en ekstra dag. 

Men solnedgangen  er vidunderlig. Himlen er blåorange. Trods den overskønne natur og viden om Frans tidligere tilstedeværelse, så vil jeg videre tidlig næste morgen. De andre kan ikke forstå det. Jeg møder Broder Bernardino, men vi har ingen særlig kontakt. Faktisk føler jeg,  at han vil accepteres som en guru. Jeg synes at de andre render ham i hælene og han nyder deres tilbedelse. Det slår mig pludselig at det er den energi jeg ikke kan acceptere. Det er heller ikke i den ånd at Frans var her engang, er jeg overbevist om. 

Men grotten som Frans også beskriver og som ikke ligger så langt fra boligen, har givet mig noget at tænke over. Der er anderledes at være der, men også her har "guruen" været. 

The spirit of Frans af Assisi er fraværende

25/7-2013: Spoleto

25/7-2013
I nat er der nogen i benediktinerklosteret, hvor jeg sover i Trevi. Men det er så lysende at jeg er i tvivl om hvad jeg ser. Lyset er slukket overalt og alligevel kommer der nogen ind af døren. Det er ligesom en lysende ring, men kun et ganske kort øjeblik. Jeg er klar over at det et eller andet der bare vil se om jeg har det godt. Men jeg er faktisk ikke helt klar over hvad jeg ser. Der er nogen, det fornemmer jeg tydelig, noget meget fredsommelig. Om morgenen lige før 5 eller 6 bliver jeg vækket af, at der er igen er nogen. Noget lyser smukt, men jeg når ikke at se hvad det er. Jeg ved det er en kvinde og at hun er meget mild. Sikken dog en skøn oplevelse.

Jeg skal ikke gå så langt idag, Men det er på landevej og i udkanten af byer jeg vandrer. Her er nu alligevel meget smukt.
Det sidste stykke vej ind til Spoleto, som er en af Italiens mange smukke bjergbyer, bliver jeg en smule overophedet. Der er virkeligt hedt og ikke megen skygge at give af. Jeg finder hurtigt logi for natten og efter en kølende brusebad, er jeg klar til at se lidt af Spoleto. Jeg så og sige kravler op på byens top for at se katedralen, men på vejen ned beslutter jeg mig for en kaffe for derefter at vende tilbage til det hostels, som jeg har valgt at logere på.

I morgen går turen ud i skoven og op i bjergene, hvor jeg skal overnatte på det sted, hvor Frans af Assisi genopbyggede en eremitbolig. Den står stadig i dag og bliver benyttet til os pilgrimme. Jeg skal være et sted hvor Frans har mediteret og haft ophold! Det er også her, hvor han skaber de første linjer til "solsangen"Det er jo helt vildt, dette her.

24/7-2013: Trevi - byen med få gadenavne

24/7-2013

Da jeg ankommer til Trevi  beslutter jeg mig for ikke at gå videre. Min plan om at slå to strækninger sammen, holder ikke stik. Det tager lidt tid for mig at orientere mig i Trevi for minsandten ikke om de kun har navngivet de store hovedgader og torve. Det ender med at jeg bliver kørt til stedet af en indfødt :-) Nonnerne af Benediktinerne kigger mig an og jeg bliver accepteret. Jeg får anvist mig eget rum. Badevandet er lidt kold, men her er super rent. Gulvet består af marmor og jeg føler mig som en prinsesse. Byen har 3 torve med fri internet. Det er noget jeg kan lide. Ofte er der ikke nerværksforbindelse hvor jeg overnatter, medmindre det er  B&B og billige hoteller jeg vælger. Og det er sjældent,  at det sker. 

Der er køkken på stedet,  så i dag vil jeg forberede min egen aftensmad. På min forrige tur "Via Francigena" og på denne tur forsøger jeg at leve så vegetarisk som muligt. I Citta di Castello hvor jeg er i følgeskab med de to italienske kvinder spiser vi microbiotisk mad. Det er udelukkende vegetarisk-mad og er tilberedt så fordøjeligt som muligt. Næste dag efter dette måltid føler jeg mig så let, så let. Jeg vågner og næsten flyver ud af sengen. Det kan jeg godt vænne mig til. 

I aften vil jeg lave en god grøntsagssuppe. 

23/7-2013: Assisi og Spello

23/7-2013

Vejen i dag er ovenud skøn. På vejen kommer jeg forbi Eremo delle Carceri. Der gik Frans hen eller op for at mediterer eller at for at nyde naturens skønhed. Det ligger højt oppe på bjerget Subasio. Frans går og taler med blomster, dyr og det som spontant kommer til ham. 

På stedet hvor han sidder i grotten for at finde ind til kernen i sig selv, selve komtemplationen; altså en dybtfølende meditation, er der bygget en lille kirke, hvor man i dag kun kan være for at bede bønner. Jeg sætte mig i kirken og forsøger at gå i en indre fred via fokus på åndedræt. Efter et lille stykke tid begynder hjertechakraet at snurre. Her er så skøn at være. Nonner kommer ind kan jeg fornemme og giver det hele et ekstra puf. To tysker kvinder stiller sig hen i et af de åbne vinduer, en fugl begynder at synge og med et istemmer de to tyske piger med deres stille sangrøst Det er nogle meget sensitiv øjeblikke. Alt indeni mig åbner sig op mod disse energier og en strøm af velvære er tilstede. Dette er bare smukt.
 Jeg havde det ikke sådan i Assisi by, som er præget af mangel på hjerte-energi. Stik modsat for hvad det står for. I Assisi er man nødt til at være tidlig morgen eller sen aften for at mærke skønheden bag. Selv francikanske munke er blevet grebet af materialisme. Der er dog smukke toner fra San Damiano. Stedet hvor Frans modtager et budskab om at genopbygge Guds kirke. 

Alting i Assisi koster næsten det 3-dobbelte. Det som jeg er fortryllet af denne gang i Assisi er, at jeg genser alle de pilgrimme som jeg har mødt siden La Verna, som er mit udganspunkt. Vi snakker og sidder på cafe sammen og forfatteren til bogen som jeg følger, deltager også. 

I dag på vej til Spello falder jeg for første gang. Jeg slår hovedet direkte ned i jorden og nær dog at få hænderne op foran mig, men når ikke at tage ordentlig fra i den højre side. Min højre arm har fået en stor hudafskrabning. Jeg bliver lidt chokeret over, at det kan gå så hurtig med at falde. Jeg kommer op at sidde og vurdere sårene. Jeg er nødt til at bruge mit drikkevand for at rense mine afskrabninger. Jeg må have fat i mit tea-tree olie. Det renser helt i dybde. Jeg kommer i tanke om at det  gør ondt, men nu prøver jeg bare at acceptere det. Det virker faktisk. Det gør ikke så ondt som forventet og energien fra Eremo er stadig hos mig. Det siges at Frans af Assisi ikke kunne mærker sine smerter tilsidst, da han var meget svækket. Han bløder fra øjnekrogene og en læge bruger ild for at lukke sårerne. Det mærker han ikke og han takker broder ild for hjælpen. Så solsangen giver flere perspektiver at anskue den måde han opfatter verden på.

En hudafskrabning fra mit fald.
Det tager lang tid før såret danner nyt hud igen 

Jeg bor hos franciskanske nonner i Spello. Jeg bliver hjertelig modtaget, dog skælder en ad nonnerne ud over at jeg ikke taler et ord italiensk. For de kan kun tale fransk. Men jeg kan dog forstå at hun siger at det er dumt at rejse rundt i Italien uden at kunne tale sproget. Jeg spørger om hun kan tale dansk. Det kan hun ikke :-) vi må bruge kropssprog, blok og blyant. Jeg synes ikke det er nødvendigt at kunne tale italiensk for at rejse på den måde jeg gør, som pilgrim. Jeg synes det er en lille del af at være pilgrim. Vi må finde hinanden på en anden måde end gennem sproget og udveksle informationer og udtryk på. 

Jeg spiser sammen med franciskaner nonnerne, som den eneste. De har derfor inviteret mig til at sidde sammen med dem. De er nysgerrige, men de gamle og ikke en af dem har lært engelsk. Men der er en ung kvinde i blandt dem som severer maden. Hun er oprindelig fra Ægypten og har været her på stedet i 2 år. Jeg er beæret over at sidde i dette selskab. Om aftenen sidder jeg ude i deres lukket gårdhave? Meget smukt sted med usigt over dalen. Herfra følger jeg solens nedgang medens jeg skriver dette. Cikaderne synger så hårerne rejser sig på hovedet af mig over denne skønne lyd. Pludselig med et bliver cikaderne stille og går ro. Alle cikaderne på en gang forstummer! Det jo helt vildt dette her. Nu er det kun børnene som også er her på stedet med nogle lærer, der giver lyd fra sig.  

I morgen vil nonnerne servere morgenmad kl 6. Det er jeg meget glad for da jeg har valgt at slå 2 etaper sammen, så strækningen bliver 32 kilometer. Jeg mangler netværksforbindelse, men håber det kommer i morgen. 

23/7-2013: Franscitat

Den 23. Juli 2013

I dag går jeg videre mod Spello med disse linjer fra Frans i baghovedet og hvor det tidligere francitat kommer fra, som har nævnt i forbindelse med besøget hos eneboeren:

Herre, gør mig til redskab for din fred.

Hvor der er had, lad mig så kærlighed, 

Hvor der er krænkelse, tilgivelse 

Hvor der er tvivl, tro

Hvor der er fortvivlelse, håb, 

Hvor der er mørke, lys

Hvor der er bedrøvelse, glæde 

Guddommelige mester

Hjælp mig,

så jeg ikke så meget søger 

at blive trøstet, som at trøste 

ikke at blive forstået, men at forstå 

ikke at blive elsket, men at elske. 

For det er ved at give, at vi modtager 

ved at tilgive, at vi bliver tilgivet

og ved at dø, at vi bliver født til evigt liv. 

(Frans af Assisi, 1181-1226)

22/7-2013: Assisi - mødet med forfatteren til guidebogen "on the road with Saint Francis"

Dagen starter med "Lodi". Det vil sige morgenbøn og sang hos Clarisserne. Jeg er sammen med en dansk kvinde, som jeg mødte i La Verna, hvor min pilgrimsrejse starter. Bagefter "Lodi" drikker vi morgenkaffe på torvet i byens centrum. Jeg vandrer tilbage til franciskaner-søstrene, hvor jeg bor. Jeg spiser morgenmad og møder Audrey fra Dublin, Irland. Vi har en lang samtale som jeg senere vil beskrive.  Efter morgenmaden ringer jeg som aftalt til Angela. Hun er forfatteren til den bog som jeg bruger som guide til turen. Hende skal jeg møde kl. 17 i dag. Det bliver spændende.

Nu vil jeg gå udendørs og se hvad Assisi byder på. Audrey tilbyder sit følgeskab, men  jeg er ikke i stemning til det.

I stedet går jeg rundt i byens gader. Her i Assisi er der meget at gøre. Folk på stedet, lever af at drive forretning af en eller andens slags. Lige fra salg af kunst, mad, drikkevarer, guidede ture og "hellige genstande". Jeg har fået fortalt at Assisi har masse af hjerte-energi. At centrum for hjerte-energien er her. Der må jeg godt nok lige sluge flere kameler. Jeg undres over Franciskanerne i deres brune dragter med det typiske reb-bælte med de tre knuder der symboliserer ydmyghed, lydighed og enfoldighed. 

Der er ikke megen ydmyghed her. De tænker ofte i penge. Små og høje - ja undskyld mig - rent ud sagt fedladne mænd i brune dragter, der rækker ud med deres små fede fingre efter penge. Det er ikke som i La Verna, hvor francikanerne er meget mere nærværende. Selvfølgelig er det ikke alle som er sådan, men de andre som er fuld af hjerte- energi er sværere at få øje på. Men de er her, helt sikkert. I hvert tilfælde har jeg set nogle af slagsen. De er vældige ydmyge. Måske en tand for meget? 

Jeg møder Angela, forfatteren og hun er meget interesseret i at fortælle om hvor god hendes bog er i forhold til andre. Hun er i fight med vatikanet, der bruger hendes kortmateriale til deres anbefalede vandrerute "Via Francigena di francesco ". Men hun tilstår dog at materialet ikke tilhører hende og dermed har hun ikke copyright. 

Det jeg vil anbefale er at krydse Tau-ruten med Via Francigena på nogle af strækningerne, hvis man vil undgå for megen vandring på landeveje. Jeg vil trods alt også anbefale Angelas guidebog, selvom der er fejl flere steder i anvisningerne. Det vil jeg fordi den er enkelt skrevet og de gule pile på den fysiske vej, holder stik. Nogle steder er pilene forsvundet af tidens ælde, men så kan man bruge den andens rute anmærkninger (eller bede en stille bøn :-)).  De to veje mødes i Citerna (lidt udenfor Sansepolcro) og skilles i Trevi for at mødes og skilles igen i Spoleto. Her forsvinder Angelas Tau-vej op til guruen i bjergene, som er værd at få med i det samlede billede af The spirit of Frans af Assisi. 

21/7-2013: Fra Biscina til Assisi. Livet leves og røres midt i regnbuen i Assisi

Den 21/7-2013. 

Der er rigtig meget smukt og sund fornuft i Solsangen af Frans, synes jeg. Det er egentlig den samme måde naturfolket tilbeder moderjord på og alle levende væsener, universet og ikke mindst det allervigtigste nemlig solen. Uden sol ingen liv. 

Det er bare en anden måde Frans af Assisi definerer naturens og den vekselvirkning på i sin solsang, idet han har en anden kultur med sig i rygsækken. Faktisk er det jo helt absurd at der gennem tiderne har været og stadig er kamp om sådanne essentielle livssyn uanset om man er katolik, kristen eller what ever. 

Det er disse nedenstånde fragmenter af solsangen som kommer til mig, når jeg går i bjergene  og som jeg omtaler som at gå sammen med Frans: 

Et uddrag af "Solsangen" 

Lovet være Du, min Herre, gennem broder ild,

ved hvem, Du oplyser natten;

og han er smuk og munter og kraftig og stærk

Lovet være Du, min Herre,

gennem vor søster moder jord,

som opretholder og nærer os

og frembringer alskens frugter

med farvede blomster og græs.

Hele solsangen kan læses her:  http://www.franciskansk.dk/tekster/solsang.htm 

Der er nemt at, se at Frans har haft dyb indsigt i naturens balancer, som til tider synes kaostisk. Men alt er indrettet sådan i universet, at der med tiden vil indfinde sig orden igen. De kemiske strukturer, molekyler, atomer m.v vil skabe forbindelse med hinanden efter at der har været røre i andedammen. Hvor lang tid det tager at skabe orden, er afhængig af hvor stor ubalancen er og hvor den er opstået.  Det som jeg synes er vidunderligt at tænke på er, at man som menneske kan vælge og hælpe til med at skabe gode forbindelser i det kaos der er opstået og dog kun til en hvis grænse. Det er naturens lov. Men universet har også sine love og de er lidt sværere at komme overens med :-)
Man kan f.eks. vælge at leve sundt, at motionere og lære at tænke positiv. Det er ens frie valg. Det som kan komme på tværs, er de relationer man har med andre. Der er nogle som har det svært og ønsker at bruge ens energi. Det kan være at nogle har depressioner og som giver nedtrykthed i længere perioder. Disse mennesker har brug for hjælp og kan ubevidst komme til at tage energien fra andre.  Det følges ofte, som om man bliver suget for energi og man er helt flad. Ja, man kan tilsidst ikke overskue hvad man skal gøre. Der er, vil jeg gerne tilføje, ingen skyldige syndebukke, i mine øjne. Det som jeg umiddelbart ser er, at man er kommet ud af balance gennem længere tid. 
Det kan til tider være så drænende, at man ender med at gemme sig væk eller isolere sig. Jeg tror at alle kender til det. 

For at give et billede på Frans' solsang forestiller jeg mig en box med låg, hvori regnbuens farver er blevet lagt pænt i orden, som vi kender den fra himmelhvælvingen. Boxens indhold rystes til en stor pærevælling. Alle regnbuens farverne bliver blandet, andre nuancer opstår og der opstår også en brunsort nuance. 
Der er opstået kaos. 
Dette kaos repræsenterer et menneskeliv. Nu handler det om at skille og samle det hele igen, så regnbuen kan blive genskabt omend endnu mere skinnende end nogensinde. Det viser sig nemlig,  at der undervejs bliver skabt relationer, som giver nye erfaringer. Det er her at universets love kommer ind. Den strøm som bliver tilført som substans til  "boxen med regnbuen", er skaberen.

Alt afhænger af de valg man gør sig og om man følger "guds vilje". Det er dine gerninger - dine valg -  der kæder naturens og universets love sammen. Det er det Frans fortæller mig i dag på min smukke vej i bjergene "med farvede blomster og græs" (citat fra "solsangen") 

Den strøm som bliver tilført fra universets, er det som jeg vil kalde helligånden, den ildfulde kraft, som f.eks Hildegard von Bingen, kalder det. Det er bare et spørgsmål om at forstå helligånden i det sprog hvert enkelte menneske kender det som, og som igen er  afhængigt af den kultur og religion som aman født  ind i. 

Strømmen, for at gengive essensen af det jeg har skrevet, er helligånden, som bliver man bliver givet efter de handlinger eller gerninger som man har foretaget. Det er den strøm eller substans som rydder op i det  kaos der er blevet skabt og som i virkeligheden  er en guds gave også selvom det kan være lidelsesfuld :-) 

20/7-2013: Fra Gubbio til Biscina

Den 20/7-2013

Frans og Ulven i  Gubbio
Da jeg ser denne statue, opdager jeg at øjnene er helt særegne. Det skal ses og kan ikke gengives på et foto 

I morges kommer jeg forbi den lille kirke som er opført på det sted hvor Frans af Assisi møder ulven. Klokken er lidt over 6 og tågen hænger lavt over landsbyen. Inde i kirken som ligger i udkanten af byen, sidder der en franciskaner munk. Jeg forsøger at tale med ham på engelsk. Men desværre, han forstår og taler ikke engelsk. Jeg går videre og ud af morgenduggen dukker 5 italienske pilgrimme op. 

De to af dem har jeg haft følgeskab af i et par dage og de tre andre er nogle som jeg ind i mellem har mødt undervejs. I dag ønsker jeg ikke følges med andre så længe af gangen. Pilgrimmene snakker som høns i en hønsegård tidlig om morgenen og efter 5 kilometer, kommer jeg til en lille landsby, hvor jeg får en stor trang til morgenkaffe. Jeg forlader gruppen. 
Efter morgenkaffe slentrer jeg videre. Der er ingen hastværk i dag. Strækningen er kort; dvs 22 kilometer. Tja, så sker det igen. To tyske pilgrimme kommer tilsyne på vejen. De har det lidt som jeg. Vil vist helst gå alene i perioder, så vi udveksler lidt informationer om hvor, hvem, hvortil og hvor langt. Det er dejligt nemt og vi ønsker hinanden "buen camino" og går videre hver for sig. Det er en ren fornøjelse. Den tyske kvinde fra i går vil jeg komme til at gense i Assisi. Det aftaler vi her til morgen før jeg forlader mit sovested "Grotta Dell angelo" som ligger indenfor bymuren. 

Vi får nogle gode oplevelser sammen i Gubbio, blandt andet tager vi svævebanen op på toppen af et bjerg og nyder musikken i gaderne hen under aftenen. 

Astrid og jeg skal lige en tur op på bjerget med lift

Jeg kommer til en lille bæk inde i skoven på vej op af et af de mange bjerge i regionen Umbrien ved middagstid og beslutter mig for at tage sko og strømper af. Tæerne trænger til lidt ekstra omsorg. 

Lyden af det klukkende vand fylder mig op med indre fred og ro. Nå ja, vejen fra Gubbio til Assisi kaldes også for "Den franciskanske fredsvej"', kommer jeg i tanke om. Men synes nu at der er fred og ro hele vejen fra begyndelsen af min pilgrimstur, især i bjergene. Med lukkede øjne mediterer jeg over det  at være alene som pilgrimsrejsende og at være i følgeskab med andre pilgrimme. For mit indre øje myldrer det med folk af alle slags. Jeg ser Frans af Assisi. Hvor kommer alle de billeder fra? Sådan ud af den blå luft. Efter nogen tid beslutter jeg mig for at fortsætte og medens jeg går kommer essensen af gårsdagens oplevelser. 

Det er måden for mig at omsætte de indre modtagne indtryk. Det er først i billeder, dernæst i tankeform og så det vigtige af det hele, at jeg får omsat tankeformerne, således at essensen bliver udledt. Det gør jeg blandt andet ved eventuelt at skrive det ned ligesom nu. 

I går fortæller den tyske pige mig at hun har haft hovedpine og må tage en hviledag. En af de måder hvorpå med kan afhjælpe hovedpine, ja enddog migræne (som jeg selv har haft megen af i mit liv) er meditation. Kroppen lærer at slappe af. Det er svært for kroppen at lære det, da den hele tiden er på vagt over for alting.  Kroppen er usædvanlig intelligent, men den kan ligeså vel som vores tanker, få dårlige vaner og derved lave spændinger langt op i nakke og baghovede. Kæberne sammenbides unødvendigt. Skuldrene hæves for meget. Kroppen er et vigtig redskab for at kunne fungere i dagligdagen. Ofte tager vi den for givet. Når jeg går og går og  mediterer dagligt, holder mig fra kød, så føler jeg at kroppen bliver i bedre stand til at slappe af, selvom det kræver megen fysisk udholdenhed at gå så mange kilometer. Det er et paradoks. Alting fungerer bedre når kroppens energi-system er i cirkulation. Infektioner i kroppen minimeres. 

Frans af Assisi har stor indflydelse på mig her på vejen. Han lærer mig hvorledes kroppen holdes i balance gennem de kraftfulde energi-områder i bjergene, gennem lyden i naturen, hvorledes alt vekselvirker med hinanden. Han får mig til at huske fortiden. Om den gang jeg som barn elskede at færdes i skoven og være sammen med dyrerne på landet. Nu ser jeg igen på denne smukke mangfoldighed i naturen. Jeg kalder på hundene, som de har mange af her i Italien og ikke har megen forståelse for at passe ordentlig på. Jeg ser skønheden i det enkelte blad, cikaden på træstammen, de mange sommerfugle, firbenet og skarabæen medens Frans af Assisi giver mig instrukser på at være endnu mere opmærksom på sammenhængene om lovene der gælder i universet og i naturen.

Sådan ser en cikade ud. Den falder meget sammen naturligt ind i træstammens farve.