27/7-2013: Collescipoli

27/7-2013

Jeg tager afsked med Bernardino. Han bruger begge hænder til at holde fast i min hånd. Han siger en masse på tysk og italiensk, men jeg kan ikke fange ordene. Nogen gange er det sådan at det siver ind lidt senere og giver mening. Men der er faktisk ingenting jeg kan fatte lige nu. Jeg er nødt til at hive min hånd til mig igen, da han åbenbart ikke har i sinde at slippe!  Han griner medens jeg tager afsked med de andre og da jeg turen kommer til den tyske frivillige medhjælper, får jeg et glimt af våde øjne. Jeg tænker "tag hjem til dit barnebarn". Det er somom hun forstår mig. Hun kysser og krammer mig. 

Jeg går fra La Romita ud på lille smal bjergsti mellem ældgamle egetræer og store klippestykker overgroet af smuk mos. Det går stejlt nedad og stien består af små løse sten. Jeg må virkelig tage mig i akt. De gule pile er ikke særlig iøjenfaldende, men de er der hist og pist.

Ældgamle egetræer og klippeblokke overbegroet med mos

Efter et par timers nedstigning kommer jeg til en landevej og en BAR. Jeg er tilbage i civilisationen. I dag går turen til Collescipoli. Det er godt jeg ikke ved, hvad som venter mig. Vejen ender nemlig ved en motorvej, som jeg skal krydse! Der er vejarbejde på den nærliggende bro, så den er spærret. Der ser heller ikke ud til at være en tunnel-passage. HVAD NU?
Efter at have vandret rundt om mig selv, kommer løsningen ufortrøden til mig. Jeg må krydse den motorvej. Jeg svinger mig over rækværket til motorvejen, og tro det eller ej, i disse øjeblikke er der ikke en eneste bil hverken i højre eller venstre side af kørebanen. Jeg går bare over, kravler op af en skråning på den anden side uden nogle problemer eller besvær. I løbet af tre minutter står jeg på den anden side af motorvejsbroen. Sørme så, lige der foran mig på et rækværk er den gule pil - min vejviser :-) YES

Nu går turen gennem industrikvaterer i yderkanten af Terni. Solen bager, ingen skygge. Guidebogen er misvisende i forhold til de yderst sparsomme gule pile. En cyklisk stopper op for at tilbyde mig vand og siger at jeg skal tage hat på. 

Endelig når jeg til mit hostel. De har lukket på grund af siesta, men jeg kan stille min rygsæk og komme tilbage senere. Sveden drypper af mig og alt mit tøj er vådt. Mit hovede er varmt. Efter at have sundet mig lidt over den vældige kontrast fra freden i bjergene til storbyens industri, beslutter jeg mig for at gå til storbyen Terni, som ligger ca. 4-5 km fra Collescipoli.  Så kommer det til mig! Jeg VIL ikke gå længere. Jeg må stoppe nu.