13/7-13: Fra La Verna til Chiusi Della Verna "De håndplukken franciskanerne"

Franciskanermunk Frans Giovanni og mig. Han spørger om jeg ønsker en "blessing now" og beder mig følger efter ham hen til sakristiet. 

Lørdag d. 13/7-2013

Franciskanerne i La Verna 

I dag rykker jeg ned i den lille landsby Chiusi Della Verna som ligger for foden af bjerget, hvor 

klosteret eller "det hellige sted" er bygget. Jeg finder hurtig et sted at være. Klokken er 10 om formiddagen. Efter nattens smukke stjernehimmel, kan  jeg ikke holde tårerne tilbage ved morgen-messen i Balisikaen kl. 8. Jeg som normalt ikke udgyder tårer. Det strømmer ud af mig. Heldigvis sidder jeg på bagerste række, så det er knap så pinligt. Men jeg kan ikke helt selv forstå det. Er jeg virkelig så påvirket af stedets energi? Det lader det til. 

Jeg har en mission idag. Jeg skal have fat i en engelsktalende, måske en munk. Jeg opdager til morgen-messen, at to italienske pilgrimme bliver sendt afsted med en velsignelse til deres fortsatte pilgirmsrejse af franciskanerne. De italienske pilgrimme får et lille puf af en kirkegænger, som sidder bare dem.  

De skal gå op og stille sig foran alteret. Hvorfor bliver vi andre pilgrimme ikke anmodet om at gå op foran alteret? Fordi vi ikke er katolikker? Fordi vi ikke forstår italiensk? Da jeg går Caminoen i sin tid,  er det ikke noget problem i Katedralen i Santiago. Kan der virkelig være rigtig?

Jeg er opsat på at få en forklaring. 

Hen på eftermiddagen får jeg fat i nogle "kirketjenere". Måske de ved noget om de ceremonier der hører pilgrimme til. Men de kan ikke tale engelsk. 

NU SKER DET: "start med at gøre det nødvendige, gør derpå det  mulige - og pludselig gør du det umulige "citat Frans af Assisi, som vi ven i Danmark har sendt til mig. 

En kirketjeneren gør mig det forståeligt på italiensk (hvor mærkeligt det end lyder), at han vil informere en franciskaner munk efter en af dagens mange messer. Det er af ren og skær nødvendighed for mig at tale med en munk for ingen andre taler engelsk. Og jeg har min mission. Jeg vil have en forklaring. Det er nødvendig for mig for at forstå forskelsbehandlingen af pilgrimme. NU er det muligt for mig at tale men en franciskaner munk. Det siges, at munkene er håndplukket til dette sted.  Jeg er imponeret over den velvillighed kirketjeneren gør. 

Munken kommer og jeg forsøger at forklare mig. Fortæller hvor vigtig det er for andre pilgrimme at forstå deres ceremonier. At der helt sikkert vil kommer flere engelsktalende pilgrimme. Hvorfor bliver det ikke forklaret på engelsk vedrørende pilgrimsceremonien? Jeg snakker og snakker. Franciskaner-munken spørger om jeg vil have en "Blessing now" og afbryder mig derved.  Øh, nu, tænker jeg?

Han beder mig følge efter, går ind i basilikaen, ind i sakristiet. Her kommer der endnu en franciskaner. Her står jeg omgivet af to franciskanere. Der er kun os tre tilstede.  Jeg får forklaret at "the blessing" bliver på italiensk. 

Jeg indvilger og der er enighed om, at det handler om det spirit in the words - essensen af det talte. Jeg føler simpelthen at jeg får særbehandling og jeg gør det umulige lige nu. My god. Jeg føler at jeg får "the spirit of Frans af assisi" med på min vej :-) Jeg er bare så dyb taknemmelig over deres handlinger lige her og nu. Mit Tau-kors er også blevet velsignet og jeg med. 

Det er helt unikt for mig, hvad der sker på denne dag.  Det hele bliver pludselig så håndgribelig. Jeg kan rører ved det hele med mine bare hænder. Jeg kan mærke energien. Der er fysisk handlinger bag ordene. Det hele bliver manifesteret. Det er ikke kun på tanke-planet. Det er ikke noget som jeg læser i en bog. Jeg går blandt franciskanerne, taler med pilgrimme, går og går. JEG ER og bliver velsignet eller en heldig kartoffel.