15/7-2013: Fra Pieve di Santo Stefano til Passio di Viamaggio via Eremitboligen

Eneboeren fra Eremo di Cerbaiolo som giver mig en smuk rose

Denne dag består suverænt af magi og mystik. Strækningen er kun 13 km, men jeg skal starte med opstigning af et bjerg. Jeg beslutter mig for at tage det med rolige skridt. Bare nyde alle indtryk så vidt det er muligt, men ordene "dont worry, be happy".

Jeg kommer til at tænke på min ven i Danmark, som giver citater af Frans på min vej. Han kalder det for franscitater. Dette citat lyder  " det er, når vi giver, at vi modtager" 

Dette vil jeg have i baghovedet i dag. 

Halvvejs på strækningen kommer jeg forbi Eremitboligen "The hermitage of Cerbiolo " eller Eremo di Cerbaiolo". Her kommer Frans af Assisi forbi i 1216 på vej til La Verna. Den første franciskanske familie bliver etableret her og senere videregives Eremitboligen til Benediktinerne. 

På det B&B jeg overnatter fortæller værtinden at den nuværende ejer ikke kan lide pilgrimme. Med det i tankerne går jeg til Eremitboligen. 

Lågen til Eremitboligen er lukket og der hænger en seddel, men jeg kan ikke helt forstå det. Jeg åbner lågen, går op af den stenbelagte trappe. Da jeg kommer op til Eremitboligen er alt lukket. Der hænger en papirblok i døren. Stedet er meget smukt, så jeg skriver en hilsen. Medens jeg skriver går døren op og jeg venter spændt på hvem det kommer ud. Er vedkommende mon sur over at jeg har trængt mig ind på området? En tynd, lille mand med en halskæde af kristus træder ud og jeg undskylder for min tilstedeværelse. Efter at have vurderet mig et kort øjeblik, beslutter han sig for at åbne døren helt op og inviterer mig indenfor! Jeg træder ind i den mest vidunderlige bolig med en klostergård. Midt i gården er der en brønd og solen skinner ind. Langs muren i den firkantet gård gror der flotte orange roser. Jeg bliver så overvældet af synet, at jeg udbryder "My god, here is so high energy". Manden, som jeg næsten antager for at være jesuit, siger "no, it is the presence of God". Det kan vist ikke siges mere klart. Ja, det er ved Gud, der er. 

Han peger over på den lille indgang ind til kirken og jeg går ind i et meget smukt kirkerum og bliver overrislet af taknemmelig. Tårerne presser sig på igen. Det er helt utroligt hvad jeg just har overværet af synsindtryk. Da jeg kommer tilbage til klostergården, står han og venter. Jeg takker for hans gæstfrihed og tillader mig at spørge om jeg må tage et foto af ham. No, no,no siger han, men smiler med øjnene. Han går han til en rosenbusk, klipper en rose af og kommer hen til mig med den. På vejen han til mig tager jeg et billede, som jeg desværre ikke kan vise frem før jeg kommer hjem. Jeg bliver meget overrasket over denne handling. Jeg vil aldrig glemme dette øjeblik. Alt hvad der er sagt om denne mand, er gjort til skamme. 

Jeg ved ikke om jeg giver andet end min tilstedeværelse, men han giver mig en rose. Hvad symboliserer en rose mon?  :-) Så Franscitatet "det er, når vi giver, at vi modtager" bliver manifesteret ved dette besøg hos eneboeren, synes jeg.
Hele bønnen hvor franscitatet kommer fra lyder sådan:

Herre, gør mig til redskab for din fred.

Hvor der er had, lad mig så kærlighed, 

Hvor der er krænkelse, tilgivelse 

Hvor der er tvivl, tro

Hvor der er fortvivlelse, håb, 

Hvor der er mørke, lys

Hvor der er bedrøvelse, glæde 

Guddommelige mester

Hjælp mig,

så jeg ikke så meget søger 

at blive trøstet, som at trøste 

ikke at blive forstået, men at forstå 

ikke at blive elsket, men at elske. 

For det er ved at give, at vi modtager 

ved at tilgive, at vi bliver tilgivet

og ved at dø, at vi bliver født til evigt liv.
(Frans af Assisi, 1181-1226)