12/7-13: Fra Arezzo til La Verna (Santuario Della Verna)

Solnedgang over La Verna 

Jeg skal afsted til La Verna. Mine første skridt til den snarlige pilgrimsrejse begynder i dag. Alfredo - værten på B&B “La Casa di Elide” i Arezzo - ønsker mig en god tur. Dette sted er anbefalelsesværdigt at starte fra. Her er den komfort man har brug for, før man begiver sig ud på en smuk, indre som ydre, pilgrimsrejse. Man får en fin behandling. Der er fine værelser med altan, køkken til fælles benyttelse, badeværelse og rigtig god internetforbindelse. B&B’et ligger op til en landevej, som godt nok er trafikeret, men jeg bor til den anden side med udsigt til kirken.

Espresso-kander i forskellige
størrelser

Udsigten fra min altan. Der er
dannet en regnbue over kirkens tag

Alfredo - værten på B&B

Stedet ligger ca. 1 km fra centrum af Arezzo. Her kan jeg godt bruge en ekstra dag, men det må blive en anden gang.

Indrømmet, jeg er noget usikker på det hele. Jeg kan ikke italiensk, og ikke mange italienerne taler engelsk. Kan jeg mon finde ud af det hele? Men nu har jeg trods alt lige afsluttet den lange vandring “Via Francigena” med min “pilgrims-søster” fra Lausanne til Roma. Det må jeg have i baghovedet. De lange, hårde strækninger og de vidt forskellige overnatningsmuligheder. Jeg kender til omstændighederne og betingelserne som pilgrimsrejsende. Hvad jeg kan forvente m.v. Men kan jeg holde mit eget selskab ud og kan jeg finde vej i bjergene?

Jeg har tanker om at indføre nogle ritualer på vejen, såsom at benytte et mantra. Dette mantra kunne være hjertebønnen. Hjertebønnen er enkel og lyder sådan: ”Herre Jesus Kristus, forbarm dig over mig.” Denne bøn forbindes ofte til åndedrættet.

Jeg har også sat mig for, uden tvivl i sindet, at gå i Frans af Assisis fodspor. Nu hvor muligheden er til stede. Men hvad er min egentlige mission med turen, bortset fra at jeg er drevet af at gå alene? Hvorfor det er så vigtig for mig at gå alene, ved jeg ikke. Jeg glæder og frygter på en og samme tid den situation, som jeg har sat mig selv i. Fra fortiden har jeg en vrede, som jeg har svært ved at slippe. Måske kan lykkes mig at dræbe denne vrede ved at ignorere den og sætte noget andet i stedet. Dette andet kunne være hjertebønnen. Det må være ét af flere delmål undervejs på min mission.

Jeg er nu kommet til La Verna, Santuario Della Verna. Det fredhellige sted. Santuario betyder helligdom. Her er så ubeskriveligt smukt. Dog får jeg en ubehagelig modtagelse i receptionen. Der er så mange mennesker, at der ikke er tid til noget som helst. Kvinden bag receptionsdisken kan ikke tale engelsk. Det er mig en gåde, da her kommer så mange fra andre lande. Jeg er ankommet på en fredag eftermiddag og vil jeg gerne have 2 overnatninger. Det giver mig mulighed for at indånde stedets atmosfære. Men nej, det er ikke muligt. Hun giver mig en lang italiensk forklaring. Jeg synes receptionisten hælder vand ud af ørerne. Alfa og omega er, at det er en negativ oplevelse. I dormitoriet (sovesalen) fortæller de andre pilgrimme, at de heller ikke bryder sig om modtagelsen. Det kan jeg absolut ikke lide at høre. En harme begynder at bygge en indvendig brændestabel i mig. Lidt mere brænde på bålet og jeg bryder ud i en lys lue. Måske skal jeg give det hele lidt mere tid, så jeg kan fordøje oplevelsen?

Hvor er "the spirit of Frans af Assisi"? Jeg er meget træt, overtræt, efter at have rejst på egen hånd for at finde frem til La Verna og bliver derfor helt ked af det indeni.

Om aftenen begynder jeg dog at fornemme stedets skønhed. Går en tur i bjergene, op af de samme steder som Frans har vandret. Jeg følges med en anden dansker, som jeg møder på min vej fra Arezzo. Lige netop der hvor jeg skal skifte fra tog til bus. Hvor heldigt at der står en dansk kvinde og skal præcis det samme sted hen som jeg. Sikke dog et sammentræf. Disse hændelser af samtidighed begynder at liste sig ind på mig igen. Jeg har haft mange oplevelser af denne karakter og er nu kommet frem til, at disse sammentræf hænder, når man er opmærksom på dem, er nærværende og imødekommende, og de opstår, når man handler efter den indre stemme, der hele tiden fortæller, hvad man skal gøre. Der er kommet en form for samklang i de indre energier, som nu responderer på den ydre verden. Denne synkronicitet eller samtidighed bliver til en slags enhedsoplevelse. Som når himmel og jord bliver til ét.

Ærkeenglen Mikael

Vejen til receptionen 

 Plan over La Verna

Jeg falder sent i søvn og vågner lidt i 3 om natten. Nogle går udenfor sovesalen! Jeg kan høre en dør blive åbnet. Lys skinner ind i mærkelige intervaller gennem vinduerne, som er højt placeret i loftet. Lyset danner mønstre, som danser rundt på loftet. Jeg forestiller mig, at det er en munk, som går rundt med et lille lys i hånden. Måske har han fået til opgave at tilse os pilgrimme. Mine tanker er på vandretur grundet lyset. Hvor er det altså underligt med de lyde og lys. Efter et stykke tid kommer der en skikkelse forsigtigt ind i sovesalen med sin nat-lygte. Aha, det er en pilgrim. Den tanke er slet ikke kommet til mig, selvom den er nærliggende.

Selvom min krop har det godt under det varme tæppe, tvinger jeg tæppet af. Jeg må ud og se klosteret om natten. Jeg rejser mig for at gå ned ad stentrappen og begynder at famle mig frem i mørket. Jeg må ikke vække de andre. Pilgrimmen, som kom ind med sin nat-lygte, følger nu bagefter mig. Han lyser op for mig. En smal stråle af lys. Jeg kommer sikkert ned af trappen og ud i klostergården. Den er omgivet af et rækværk bestående af sten, så vi ikke falder ned i dybet. Klosteret ligger højt på et bjerg. Der er laaaangt ned.

I klostergårdens mørke møder jeg et usædvanligt smukt syn. Himmelen står stjerneklar. Mælkevejen ses tydeligt. Flagermusene flakser rundt over vores hoveder som svaler i natten. Flagermusene er forvandlet til nattens svaler.

For første gang på dette sted møder jeg "the spirit" for alvor. My god, hvor er det dog et ubeskriveligt smukt syn. Vi er kun to pilgrimme, ikke andre på dette sted i natten. Ingen andre har fået den samme idé. Den anden pilgrim er italiener, men vi snakker slet ikke sammen. Vi er begge så benovede over det himmelske syn, at vi har svært ved at gå i seng igen. Jeg forstår ikke helt, hvorfor jeg bliver vækket. Hvorfor siger han ikke noget til mig? Det er som om, at han tager alting for givet.

Der er egentlig heller ikke så meget at sige.

I dette nu kan intet andet være end dette smukke skue.

Næste morgen kl. 8 er der morgenmesse. Af en eller anden grund triller tårerne ned ad kinderne. Jeg kan næsten ikke tilbageholde dem. Jeg er glad og ked af det på en og samme tid? Ked af gårsdagens energi og glad for nattens oplevelse. Franciskanermunkene synger. Deres sangstemmer får hele Basilikaens luft til at vibrere. Tårerne bliver ved og ved med at strømme. Jeg overbeviser mig selv om, at det er lyden, der har virkning på mig. Alligevel er der andre tanker, som maser sig ind i mit sind. Det kan ikke kun være lyden. Jeg står heroppe i bjergene. Har selv fundet vej til dette sted. Det er da lidt vildt. Måske er der virkelig noget at græde for og over.

Flere billeder for fredag den 12/7-2013: Tryk her