20/7-2013: Fra Gubbio til Biscina

Den 20/7-2013

Frans og Ulven i  Gubbio
Da jeg ser denne statue, opdager jeg at øjnene er helt særegne. Det skal ses og kan ikke gengives på et foto 

I morges kommer jeg forbi den lille kirke som er opført på det sted hvor Frans af Assisi møder ulven. Klokken er lidt over 6 og tågen hænger lavt over landsbyen. Inde i kirken som ligger i udkanten af byen, sidder der en franciskaner munk. Jeg forsøger at tale med ham på engelsk. Men desværre, han forstår og taler ikke engelsk. Jeg går videre og ud af morgenduggen dukker 5 italienske pilgrimme op. 

De to af dem har jeg haft følgeskab af i et par dage og de tre andre er nogle som jeg ind i mellem har mødt undervejs. I dag ønsker jeg ikke følges med andre så længe af gangen. Pilgrimmene snakker som høns i en hønsegård tidlig om morgenen og efter 5 kilometer, kommer jeg til en lille landsby, hvor jeg får en stor trang til morgenkaffe. Jeg forlader gruppen. 
Efter morgenkaffe slentrer jeg videre. Der er ingen hastværk i dag. Strækningen er kort; dvs 22 kilometer. Tja, så sker det igen. To tyske pilgrimme kommer tilsyne på vejen. De har det lidt som jeg. Vil vist helst gå alene i perioder, så vi udveksler lidt informationer om hvor, hvem, hvortil og hvor langt. Det er dejligt nemt og vi ønsker hinanden "buen camino" og går videre hver for sig. Det er en ren fornøjelse. Den tyske kvinde fra i går vil jeg komme til at gense i Assisi. Det aftaler vi her til morgen før jeg forlader mit sovested "Grotta Dell angelo" som ligger indenfor bymuren. 

Vi får nogle gode oplevelser sammen i Gubbio, blandt andet tager vi svævebanen op på toppen af et bjerg og nyder musikken i gaderne hen under aftenen. 

Astrid og jeg skal lige en tur op på bjerget med lift

Jeg kommer til en lille bæk inde i skoven på vej op af et af de mange bjerge i regionen Umbrien ved middagstid og beslutter mig for at tage sko og strømper af. Tæerne trænger til lidt ekstra omsorg. 

Lyden af det klukkende vand fylder mig op med indre fred og ro. Nå ja, vejen fra Gubbio til Assisi kaldes også for "Den franciskanske fredsvej"', kommer jeg i tanke om. Men synes nu at der er fred og ro hele vejen fra begyndelsen af min pilgrimstur, især i bjergene. Med lukkede øjne mediterer jeg over det  at være alene som pilgrimsrejsende og at være i følgeskab med andre pilgrimme. For mit indre øje myldrer det med folk af alle slags. Jeg ser Frans af Assisi. Hvor kommer alle de billeder fra? Sådan ud af den blå luft. Efter nogen tid beslutter jeg mig for at fortsætte og medens jeg går kommer essensen af gårsdagens oplevelser. 

Det er måden for mig at omsætte de indre modtagne indtryk. Det er først i billeder, dernæst i tankeform og så det vigtige af det hele, at jeg får omsat tankeformerne, således at essensen bliver udledt. Det gør jeg blandt andet ved eventuelt at skrive det ned ligesom nu. 

I går fortæller den tyske pige mig at hun har haft hovedpine og må tage en hviledag. En af de måder hvorpå med kan afhjælpe hovedpine, ja enddog migræne (som jeg selv har haft megen af i mit liv) er meditation. Kroppen lærer at slappe af. Det er svært for kroppen at lære det, da den hele tiden er på vagt over for alting.  Kroppen er usædvanlig intelligent, men den kan ligeså vel som vores tanker, få dårlige vaner og derved lave spændinger langt op i nakke og baghovede. Kæberne sammenbides unødvendigt. Skuldrene hæves for meget. Kroppen er et vigtig redskab for at kunne fungere i dagligdagen. Ofte tager vi den for givet. Når jeg går og går og  mediterer dagligt, holder mig fra kød, så føler jeg at kroppen bliver i bedre stand til at slappe af, selvom det kræver megen fysisk udholdenhed at gå så mange kilometer. Det er et paradoks. Alting fungerer bedre når kroppens energi-system er i cirkulation. Infektioner i kroppen minimeres. 

Frans af Assisi har stor indflydelse på mig her på vejen. Han lærer mig hvorledes kroppen holdes i balance gennem de kraftfulde energi-områder i bjergene, gennem lyden i naturen, hvorledes alt vekselvirker med hinanden. Han får mig til at huske fortiden. Om den gang jeg som barn elskede at færdes i skoven og være sammen med dyrerne på landet. Nu ser jeg igen på denne smukke mangfoldighed i naturen. Jeg kalder på hundene, som de har mange af her i Italien og ikke har megen forståelse for at passe ordentlig på. Jeg ser skønheden i det enkelte blad, cikaden på træstammen, de mange sommerfugle, firbenet og skarabæen medens Frans af Assisi giver mig instrukser på at være endnu mere opmærksom på sammenhængene om lovene der gælder i universet og i naturen.

Sådan ser en cikade ud. Den falder meget sammen naturligt ind i træstammens farve.